Mange sejlede med færgen til Årets Ø

Publiceret 08-01-2025

Tunøfærgen har haft travlt i 2024 med at sejle besøgende til og fra Tunø, der da også blev valgt til årets ø i 2024. Hele 27.308 passagerer tog turen med færgen – en stigning på 1.191 passagerer i forhold til sidste år.

Tunøfærgen klar til afgang

Passagertallene har været støt stigende gennem årene. Kun i 2021, hvor færgesejladsen var gratis under corona, var tallet højere med 29.485 passagerer.

Overfartsleder Bjarne Møllgaard ser lyst på fremtiden og forventer, at passagertallet vil stige yderligere de kommende år:

- Når de nye lejeboliger på Tunø står klar til indflytning til sommer, forventer vi flere tilflyttere til øen, og dermed også flere passagerer.

Derudover ser han frem til, at en ny el-færge vil erstatte den nuværende Tunøfærge inden for få år:

- Den nye færge bliver både bedre og hurtigere, og det kan helt sikkert bidrage til en øget interesse for at rejse til Tunø, afslutter Bjarne Møllgaard.